Digital rejsesikkerhed
Travel&Risk

GUIDE TIL DIGITAL REJSESIKKERHED

Det er svært at klare sig uden computer, tablet og telefon og derfor medbringer man ofte 2-3 devices på rejsen. Vi har alle mere end nogensinde før behov for adgang til vores dokumenter, tegninger og regneark, når vi er i udlandet i forbindelse med vores arbejde. Samtidig står vi overfor en voksende trussel fra cyberkriminalitet og cyberspionage og nye fænomener som cyberaktivisme og cyberterrorisme har sluttet sig til (om end truslen fra sidstnævnte vurderes lav af Center for Cybersikkerhed ved Forsvarets Efterretningstjeneste).


Cyberkriminalitet er hastigt voksende og der er stadig større ressourcer bag. Samtidig bliver metoderne stadigt mere sofistikerede. En af de største trusler mod organisationens datasikkerhed er i dag medarbejderens adfærd og vi oplever, at vores kursister er meget bevidste om, at de selv kan være en af kædens svage led, særligt når de rejser udenlands. Derfor ser vi en stigende efterspørgsel på viden om digital rejsesikkerhed: Hvordan skal jeg håndtere datasikkerheden på min computer og smartphone, når jeg tager det med ud i den store verden?


Travel&Risk har et tæt samarbejde med Nordic Cyber Security Partners, hvorfor vi kan levere den nyeste viden på området og omsætte den til konkret, "doable" adfærd på rejsen. Nordic Cyber Security Partners har et blik for digital rejsesikkerhed, der ligger tæt op ad vores generelle udgangspunkt på Travel&Risk: At undervisningen er relevant og praksisnær, så den fører til konkrete ændringer i kursistens adfærd. Bliver det for kompliceret eller ressourcekrævende at sikre sig digitalt på rejsen, gør man det ganske simpelt ikke.


Den enkeltes behov vil altid variere, men Nordic Cyber Security Partners har samlet en huskeliste med de væsentligste, gennemgående råd til hvad man bør gøre før, under og efter rejsen:


GODE RÅD TIL DIGITAL REJSESIKKERHED FØR REJSEN

  • Tag fuld backup af din computer og telefon
  • Ryd op på din computer og mobil. Slet dokumenter, kontakter og filer du ikke skal
    bruge.
  • Aktivér fuld diskkryptering på computer og telefon
  • Installér alle opdateringer til styresystem, programmer og antivirusprogrammer
  • Skift til stærke adgangskoder på computer, telefon og onlinekonti
  • Slå to-trins godkendelse til på dine onlinekonti
  • Tjek rejsedestinationens lokale internetforhold her


GODE RÅD TIL DIGITAL REJSESIKKERHED UNDER REJSEN

  • Lad ikke dit udstyr ude af syne
  • Log aldrig ind på dine onlinekonti på fremmed udstyr
  • Brug aldrig offentlige WiFi-hotspots og ladestationer
  • Sluk din computer og telefon helt, når du rejser over grænser
  • Send aldrig sensitive informationer via email, eller SMS
  • Send løbende sensitivt data hjem krypteret og slet det på dit udstyr
  • Brug en VPN til at beskytte din netforbindelse


GODE RÅD TIL DIGITAL REJSESIKKERHED EFTER REJSEN

  • Skift koder på udstyr og onlinekonti du har brugt på turen
  • Rens kompromitteret udstyr
  • Afrapportér sikkerhedshændelser


DIT PASSWORD ER DIN STØRSTE SVAGHED

Typisk er både din computer, din telefon og dine onlineplatforme beskyttet af passwords. Men næsten halvdelen af os anvender samme adgangskode på flere onlinetjenester, viser en undersøgelse fra Danish e-Infrastructure Cooperation under styrelsen for Forskning og Uddannelse. Gør du?


Vidste du, at der findes databaser på nettet med milliarder af hackede passwords? Har du brugt din ynglingspassword på en platform, der er blevet hacket, ligger det sikkert i en database på nettet. Du kan kontrollere på https://haveibeenpwned.com om dit password muligvis er tilgængeligt på nettet.


Vi har så mange password-adgange i dag, at det er umuligt at huske separate passwords for alting – medmindre du bruger en password manager. Password manageren gemmer individuelle password, for hver tjeneste du bruger, mens du selv blot skal huske ét password, nemlig det til din password manager, som opbevarer dine kodeord sikkert og krypteret, så du ikke behøver at huske det hele i hovedet. Nordic Cyber Security Partners anbefaler 1password.


Vil du vide mere om, hvordan du holder ubudne gæster væk fra dine data og anvender sikre kodeord, så skriv til os eller Nordic Cyber Security Partners, så sender vi dig en guide med et par gode værktøjer. Digital rejsesikkerhed er en fast del på vores åbne kurser. Send os en mail, hvis du vil vide mere. 

Digital rejsesikkerhed
cyberkriminalitet

Tel: +45 25 75 74 54

 or +45 22 80 88 56

Photographer:  Lars Schmidt

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Godkend